torsdag den 17. september 2009

Årets Fotograf



”Årets fotograf”
er fra Fredericia

Når man har en sund og naturlig appetit på at blive endnu bedre til sit fag og hele tiden prøver kræfter med nye udfordringer, får man også succes.
Den påstand er fotograf Helle S. Andersen fra Fredericia et godt bevis på.
Hun er netop blevet kåret til ”Årets Fotograf” af photo-dk - Dansk Fotografisk Forening (DFF) ved foreningens kombinerede årsmøde og 130 års jubilæum i Musikhuset i Esbjerg. Tilmed har BIPP - British Institute of Professional Photography tildelt hende en bronzemedalje for et billede, der skal på udstilling i hele England.

En udfordring
Titlen som ”Årets Fotograf” er resultatet af en målbevidst indsats for at udvikle sig kreativt og teknisk, og det har lønnet sig for Helle S. Andersen.
- Jeg er meget stolt over kåringen, for det er jo de rigtig gode fotografer, jeg konkurrerer med. Det er fedt at blive anerkendt for den udvikling, jeg er inde i, og at jeg stadig har fart på, siger en glad Helle S. Andersen.
For nøjagtig 10 år siden - i 1999 - blev hun også kåret til ”Årets Fotograf”, og fagligt betyder det utroligt meget for hende at vide, at hun ikke er gået i stå. Tværtimod!
- Det er en udfordring at udvide den fotografiske horisont, og jeg tror, at mine kunder vil kunne mærke, at jeg er blevet endnu mere kreativ og fokuseret på detaljer, siger Helle S. Andersen.

Anerkendelser
Faktisk er det i 2009 nærmest væltet ned med både nationale og internationale anerkendelser til hende.
Hun blev tidligere på året som den første i Danmark hædret med titlen QEP i portrætfotografering af de professionelle europæiske fotografers organisation The FEP. En uges tid forinden opnåede hun titlen som Qualified Master Photo - dk inden for photo-dk - Dansk Fotografisk Forening (DFF).